Lige så
langt tilbage, som jeg kan huske, har der ligget en hund i fodenden af min seng. Det gør
der stadig, blot er der nu mere end én.
Der har altid været en hund i min familie, og de var afholdte familiemedlemmer. Jeg
voksede op den første del af mit liv som enebarn, og fandt selskab hos vores hund. De
fleste var krydsninger, men der var et par enkelte racerene Pudler også.
Da mine to søstre på et senere tidspunkt meldte deres ankomst, var jeg næsten gammel
nok til at flytte hjemmefra, og da jeg gjorde, syntes jeg ikke at mit liv var fuldendt
uden en hund.
Den første hund, jeg så fik, var en "gen-brugs"-hund, en pragtfuld schæfer
ved navn Bosse. Han havde et vidunderligt temperament, og var sød og kærlig. Han
flyttede ned i fodenden af min seng, og holdt mine tæer varme.
På et tidspunkt læste jeg en
artikel om en lille hunderace, der hed Welsh Corgi. Sådan én havde jeg aldrig set, eller
hørt om, men den lød til at være en interessant race, og en hund, som jeg nok ville
kunne trives med. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at der var to forskellige
racer Corgi, men jeg besluttede, at min næste hund skulle være en Corgi.
Livet er fuld af tilfældigheder, og næsten ved et uheld fandt jeg ud af, at der lige i
nærheden af mig, boede en dame, der havde to Corgier. En dejlig tricolour han, ved
navn Porgy, og en rød/hvid tæve, selvfølgelig med navnet Bess. Begge havde en lang,
busket hale. En dag jeg var ude og gå en tur, kom jeg forbi hendes have, og
minsandten, der var et kuld hvalpe, der drønede rundt i haven, og havde det mægigt
sjovt. Lige på stedet gik jeg op og ringede på hendes dør for at spørge om nogle af
hvalpene var til salg, Jo, det var de da, og omgående købte jeg den eneste tæve i
kuldet.
Hun var min Sheena, en tricolour tæve med en dyb rød tanfarve på kinderne. Jeg
udstillede hende et par gange, men hun var ikke rigtig udstillingskvalitet. Men jeg var
blevet grebet af sporten, og besluttede mig for at finde endnu en tæve, denne gang med
udstilling og muligvis avl for øje.
Efter at have søgt i lang tid, fandt jeg endellig Mosegårdens Camilla, Soffi
blandt venner. Hun var en sort/hvid tæve og med hende grundlagde jeg mit opdræt. Soffi
var en stor personlighed, hun herskede over alle her med hård men kærlig pote. Hun brød
sig dog ikke meget om udstillinger, og hvis jeg dristede mig til at tage hende med
alligevel, så snakkede hun ikke til mig i flere dage efter. Så det blev ikke til den
helt store udstillingskarriere for hendes vedkommende, men hun viste sig at være en super
avlstæve.
Og det var mere eller mindre
hvordan jeg fik startet på det her hunde-cirkus.
Avonaire er en meget lille kennel, med et begrænset antal hunde. Jeg har højst ét kuld
hvalpe om året. Nu, hvor jeg ikke længere er rask, jeg har Multiple Sclerose, har
jeg været nødt til at skære ned på mine aktiviteter, da jeg ikke længere har så
mange kræfter. Men intet får mig til at opgive mine hunde, og jeg håber at kunne
fortsætte i begrænset omfang endnu i mange år.
Mine hunde er i huset hos mig altid, de ligger i min sofa, sover i min seng og er sammen
med mig alle døgnets frie timer. |
